Klik på kortet for at finde praktiktilbud i en bestemt region.
Hvis du vælger studiepraktik på SDU i Odense, så har vi en række ekstra tilbud til dig. Onsdag efter praktikforløbet kan du komme med på en guidet rundtur i Odense bymidte. Alle praktikanter inviteres til Quiz- og hyggeaften sammen med de studerende på Storms Pakhus (Odense Street Food). SDU giver gratis billet til letbanen og busser i Odense, frokostsandwich og drikkedunk til alle praktikanter på SDU. Du får mere info senere.
Amerikanske Studier
Er Amerikanske Studier noget for dig? Kom og smag på uddannelsen og bliv klogere.
Amerikanske Studier er en blanding af studier i amerikansk historie, litteratur, politik, kultur og økonomi. Denne unikke blanding giver vores studerende en særlig kulturel kompetence (kaldet 'cultural literacy'), der giver en både dyb og bred forståelse for og indsigt i amerikansk kultur, historie og politik.
I løbet af studiepraktikforløbet kommer du til at deltage i timer sammen med studerende på Amerikanske Studier, og du vil møde den faglige vejleder, der kan svare på alle dine spørgsmål og fortælle nærmere om faget. Der vil også være separate timer, der introducerer Amerikanske Studier og giver en introduktion til de timer, du skal følge. Ligeledes vil du blive vist rundt på Universitetets kringlede gange. Du får således et indtryk af, hvad det vil sige at være studerende på Amerikanske Studier, hvilke metoder og analytiske tilgange vi bruger, og hvordan det sociale liv på studiet er.
Du vil også få mere at vide om, hvad humaniora er - og hvad humanister kan.
Onsdag starter vi kl. 9.00 med fælles velkomst i lokale O100.
Vi anbefaler, at du møder frem i god tid.
Vi glæder os til at se dig!
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:
Sabine Ansbjerg
Amerikanske Studier