ONLINE PRAKTIKFORLØB
OBS: I dette praktiktilbud vil du møde uddannelserne:
- Robotteknologi
- Robotteknologi, diplomingeniør
Diplomingeniør i Robotteknologi:
Som diplomingeniør i Robotteknologi får du fingrene i robotterne. Du kommer blandt andet til at arbejde med videreudvikling og vedligehold af eksisterende robotter og integration af nye robotter.
På studiet lærer du blandt andet, hvordan robotter bevæger sig, og du får de matematiske værktøjer til at beskrive og anvende denne viden. Du lærer, hvordan robotter og automation bliver brugt i industrielle sammenhænge, og du får viden blandt andet om indlejrede systemer - herunder realtidsoperativsystemer – til styring og regulering af mekaniske systemer og robotter. Du lærer om simulering og integration af robotløsninger, og du får indblik i samspillet mellem højniveau softwareapplikationer og de indlejrede platforme.
Uddannelsen tager 3½ år, heraf ½ år i praktik i en virksomhed.
Civilingeniør i Robotteknologi:
Civilingeniører i Robotteknologi arbejder i højteknologiske virksomheder med udvikling af al slags robotudstyr, lige fra droner til fleksible robotarme.
På studiet arbejder du bl.a. med udvikling af komplekse elektroniske kredsløb til styring af robotbaserede produktionssystemer. Du får en detaljeret forståelse for, hvordan en computer virker – og hvordan computerteknologi kan integreres med højteknologiske apparater. Som civilingeniør i Robotteknologi bliver du i stand til at udnytte denne viden i nye sammenhænge, når du arbejder med at udvikle morgendagens robotter.
Uddannelsen tager 5 år (bachelor 3 år + kandidat 2 år). På kandidatdelen kan du specialisere dig i avanceret robotteknologi eller droneteknologi.
Om praktikken
På studiepraktikdagen kan du
- Møde en underviser, som fortæller om uddannelsens opbygning og indhold, muligheder for specialiseringer og karrieperspektiver
- Møde ingeniørstuderende og høre dem fortælle om deres hverdag både på studiet og i fritiden
- Få en guidet tur rundt i uddannelsens faciliteter
- Få præsenteret eksempler på de studerendes semesterprojekter
Det endelige program for studiepraktikken vil være tilgængelig for praktikanter inde på studiepraktik.nu fra mandag d. 5. oktober.
Praktisk information
Studiepraktikken foregår online via Zoom - alle tilmeldte vil få tilsendt et link.
Praktikdage
onsdag i uge 43, 2020
Foreløbig tidsrum
Fra kl. 9 til kl. 15 (endelig tidsrum får du i dit praktikprogram)
Pladser
150
Udvælgelse af praktikanter
Fordeling ved lodtrækning
Se også
Oversigt over alle Ingeniøruddannelser på SDU