ONLINE PRAKTIKFORLØB
Studiepraktik på SDU foregår i år digitalt. Vi er i fuld gang med at planlægge et online-program, hvor du kan opleve uddannelsen.
Bacheloruddannelsen i Market and Management Anthropology har, udover en grundig indføring i antropologiens teorier og metoder, et gennemgående fokus på de problemstillinger, man finder i erhvervslivet og organisationer generelt. Uddannelsen giver indsigt i, hvordan markeder opstår og fungerer, samt hvilke udfordringer det giver ledelsen af virksomheder og offentlige organisationer. Den giver også et solidt metodisk grundlag for at udføre undersøgelser, der retter sig mod at forstå menneskers værdier, opførsel og sociale mønstre. Du lærer at analysere og reflektere over markedsmekanismerne og får indsigt i samspillet mellem markedet som institution og menneskers sociale liv, holdninger og behov.
Det er et internationalt orienteret studie. Al undervisning og eksamination foregår på engelsk, og der er et obligatorisk udlandsophold på 5. semester. Forståelsen af kulturmøder og globalisering fylder meget i studieplanen, i tillæg til emner som ledelse og markedsforståelse. Du vil efterfølgende have jobmuligheder i den private sektor og i offentlige institutioner i både Danmark og udlandet.
Karrieremulighederne afhænger også af valg af kandidatuddannelse. MMA-bachelorer læser mange forskellige overbygninger afhængig af interesse. En hel del læser erhvervsøkonomi (cand.merc.), hvor SDU blandt andet udbyder specialiseringen ”Market Anthropology”, men MMA’erne har adgang til de andre specialiseringer også. Andre læser antropologi eller sociologi, mens atter andre læser udviklingsstudier, velfærdsstudier eller international sikkerhed.
Studiepraktik: I forløbet stifter du bekendtskab med undervisningen, som den ser ud for de nuværende studerende. Samtidig deltager du i en række forelæsninger og øvelsessituationer, der er specielt tilrettelagt for dig som studiepraktikdeltager. Du indgår også i dialog med nuværende studerende og undervisere, så du kan få eventuelle spørgsmål om uddannelsen besvaret.
Forløbet strækker sig over to dage, indeholder information om uddannelsen og giver dig et indblik i, hvordan hverdagen som studerende ser ud. Forløbet er et tilbud til dig som kommende studerende, så du kan se, om uddannelsen er noget for dig.
Programmet for studiepraktik offentliggøres primo oktober.
Praktikdage
onsdag-torsdag i uge 43, 2020
Foreløbig tidsrum
Fra kl. 9 til kl. 13 (endelig tidsrum får du i dit praktikprogram)
Pladser
100
Udvælgelse af praktikanter
Fordeling ved lodtrækning
Se også
Link til uddannelsens hjemmeside